Brint (H2) forekommer ikke naturligt, men skal fremstilles på grundlag af en energiressource. Før en udbredt anvendelse af brint som energibærer kan finde sted, skal en række problemstillinger omkring produktion, lagring og transport af brint - samt omkring de sikkerhedsmæssige forhold i denne forbindelse - løses. Brint anvendes i dag ikke som energibærer i energisektoren på almindelige konkurrencemæssige vilkår.

Brintmolekylet er det mindste af alle, hvilket stiller store krav til de materialer, der anvendes til beholdere, rør, tætninger mv. Man har dog lang erfaring med håndtering af brint, især til industrielle anvendelser og i rumfartsindustrien.

Brint fremstilles i dag til en række industrielle anvendelser. I 2002 var produktionen af brint på verdensplan ca. 50 mio. ton, svarende til 500 GNm3, hvoraf 90 % blev produceret på basis af naturgas. Dette svarer til 2 % af verdens energiforbrug.

Brint kan produceres på mange måder. Den mest almindelige måde er forgasning eller reformering af naturgas eller kul. Fremstilling af brint ud fra fossile brændsler løser ikke CO2 problemet, med mindre det sker i kombination med opsamling og deponering af CO2 (se afsnit om dette), men kan være en overgangsløsning fra en fossiløkonomi til en brintøkonomi. Brint kan også fremstilles ved elektrolyse ud fra elektricitet og vand, ved fotokatalyse eller ved biologiske processer ud fra biomasse, for eksempel i kombinerede processer til fremstilling af brint, ethanol og biobrændsel. Fremstilling af brint indebærer et energitab.

Ved forbrænding omsættes brint til vand under frigivelse af energi. Anvendelse af brint som energibærer kan således gøres helt fri for miljøbelastninger lokalt – med vand som det eneste restprodukt. Ved forbrænding i luft og ved høj temperatur opstår dog også NOx.

Brint kan anvendes i brændselsceller (se disse) til direkte produktion af el og varme med høj virkningsgrad. Brændselscellerne kan anvendes i transportsektoren i eldrevne transportmidler, i små kraftvarmeanlæg ned til husstandsstørrelse og i større kraftvarmeværker. En udbredt anvendelse af brint kræver etablering af en ny infrastruktur, ligesom de sikkerhedsmæssige forhold omkring anvendelse af brint kræver særlige løsninger.

Brint kan forekomme som fast, flydende og gas. Det mest almindelige er at opbevare og distribuere brint enten under tryk i tanke ved 100 1000 bar eller i flydende form i kryogenbeholdere ved minus 250 grader C. Omformningen til højt tryk eller flydende form sker imidlertid under anvendelse af energi – op til 50 % af energiindholdet i brinten.

Lagring af brint er forbundet med det problem, at brint fylder og vejer meget sammenlignet med fossile brændsler, hvilket blandt andet er et problem i relation til anvendelse i biler. Metalhydrider er en lovende brintlagringsteknologi. Brint i store mængder kan lagres i underjordiske formationer (kaverner) under højt tryk, hvilket er den mest økonomiske teknik for storskalalagre.

Omstillingen til et energisystem med anvendelse af brintteknologi vil give industrielle udviklingsmuligheder for virksomheder, der går ind i processen på et tidligt tidspunkt, om end de store kommercielle muligheder måske først ligger en række år ude i fremtiden. Det gælder såvel energiproducerende anlæg som anlæg til energilagring, energiomsætning og styring af produktion og forbrug. Danske virksomheder har et godt udgangspunkt for at få en væsentlig rolle inden for innovation og produktudvikling af centrale brintteknologier.

En strategi for forskning, udvikling og demonstration i brintteknologier er fremlagt i juni 2005 i tilknytning til fremlæggelsen af Energistrategi 2025. (Ref. Energistyrelsen)

Læs mere her - (in english "Hydrogen Energy and Fuel Cells")